INTERVIEW MED KLAUS RYLOV

Der er mange årsager til, hvorfor man begynder at dyrke sportsgrene som løb, triatlon eller cykling.
For Klaus Rylov var det en diagnose og et tilbud på arbejdspladsen, der satte træningen i gang.

Klaus træner nu dagligt med os mod sine mål.
Klaus har ladet sig interview. Måske du kan finde inspiration i hans opstart på triatlon, eller måske du kan genkende hans historie i din egen?

Hvordan begyndte du med målrettet træning? Har du altid været atlet?

Jeg er vokset op med en utrolig aktiv familie, 2 ældre søskende og forældre, så lige så langt jeg kan huske tilbage, har der været tennis, svømning, cykling, dans, håndbold, gymnastik, langrend, alpin ski, bordtennis etc. Fodbold var dog den sportsgren, som jeg blev hooked på , og har spillet det på semi-højt plan (4-5 gange om ugen) i ca. 28 år.
For 3 år siden fik jeg diagnosen fremskreden slidgigt i hofterne.
Grundet  min ”unge” alder (32 år) kunne jeg med intensiv core-træning undgå operation i mange år.

4-5 måneder efter diagnosen, inviterede en partner (National Geographic Channel) min arbejdsplads til at deltage på et stafethold ved KMD Ironman Copenhagen (Dengang KMD Challenge Copenhagen).
Jeg havde aldrig cyklet mere end 50 km, men havde fået at vide, at cykling også er godt for mine hofter, og jeg trængte til at have et mål i min træning, så jeg blev tilmeldt til de 180 km cykling som del af et stafet hold.
Det var en succes, selvom det var hårdt at gennemføre de 180 km.

Efter stævnet tænkte jeg overhovedet ikke på at gennemføre et triathlon, fordi løb ikke er det bedste for mine hofter, og samtidig har jeg en ”Mel Gibson-skulder”,  som er blevet opereret 2 gange  efter efter at have været brækket og været ude af led ved flere lejligheder. Svømning virkede derfor umuligt.

Året efter inviterede National Geographic Channel igen til at deltage på stafethold til KMD Ironman Copenhagen.
Målet var klart: Bedre tid og ikke mindst en bedre oplevelse med overskud.
Jeg trænede mere denne gang, og målet blev indfriet.

Under stævnet blev jeg voldsomt inspireret til at deltage i den fulde ironman. Da jeg kom i mål, kunne jeg kun fokusere på glæden i ansigterne på alle de,  der gennemførte et Ironman. Drømmen blev født, og inden jeg havde tænkt 100% over, hvad det krævede, så havde jeg købt startnummer til KMD Ironman Copenhagen2014.

Heldigvis var der flere på min arbejdsplads, som også ville prøve kræfter med triathlon, så der blev etableret et firma svømmehold, og så skulle skulderen prøves af. Efter knap 2 års styrketræning, var skulderen i overraskende god form, så der begyndte træningen i oktober 2013 med at lære crawle.

Bentøjet skulle også prøves af på landevejen, og igen havde styrke- og core-træningen gavnet enormt. Jeg kunne løbe uden smerter for første gang i flere år.

Hvad er vigtigt for dig, når du træner og er til konkurrencer? Hvad sætter du størst pris på?

Det vigtigste for mig, i forhold til træning, er helt klart, at det skal være let at gøre det. Jeg bor i Danmark, arbejder i Norge 3-4 dage om ugen, og så har jeg 2 børn på 4 og 6 år. Så når jeg er hjemme, skal min familie ikke lide under mine sportslige ambitioner. Så når ungerne er lagt i seng, kan jeg hive hometraineren frem, og jeg kan løbe om morgenen, inden familien er stået op.

Mht. Svømning er det dog lidt anerledes, da jeg ikke synes, det er det sjoveste, så der er det vigtigt for mig at være en del af et hold.
Men uanset hvad jeg træner, så nyder jeg allermest roen i kroppen efter en hård træningssession. Det er nærmest et drug, for der føler jeg mig meget afbalanceret og i overskud til at klare alt. Det er en af de bedste følelser.

Hvorfor træner du med OOB Coaching?

Ingen tvivl om, at jeg var på bar bund, hvad angik træning.
Jeg læste bøger om træning, Kost osv. Men i sidste ende blev jeg nærmest stresset over alt det, jeg skulle tage stilling til. Jeg havde brug for at lægge hjernen til side og bare gøre det, som en træner fortalte, jeg skulle.

Da jeg så endelig kom i gang i november 2013  med OOB Coaching (Morten Jensen), så faldt det hele på plads, og jeg synes træningen blev meget mere sjov. Det blev også mere motiverende for mig, da jeg hver uge havde som mål  at gennemføre alle træningssessioner. Efter et par måneder har jeg fået et mere afslappet forhold til det  og har det ok med at springe en session over, men det at jeg blot skal læse min mail og gå i gang er virkelig godt for mig (OOB atleter modtager blandt andet daglige mails med deres træningspas). OOB Coaching har gjort det let for mig at få udført min træning!

Hvad træner du hen imod i øjeblikket?

KMD Ironman Copenhagen 2014 er “the main goal”. Dog har jeg også nogle delmål, som fx  Deloitte Øresund triatlon.
Efter alle investeringerne i udstyr drømmer jeg om i 2015 at prøve kræfter med hel eller halve ironmans i udlandet.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med træning, og at deltage i stævner?

På en kold vinterdag med kraftig blæst, og 20 cm sne flere steder, var jeg ude på en lang løbetur i skov– ca. 30 km. Efter 25 km ramte jeg lykkezonen (runners high). Jeg synes simpelthen, at det var så fedt at løbe i naturen, mens den bed fra sig, samtidig med at jeg følte totalt overskud.

Hvilke tre råd er de bedste, du kan give videre til andre fra din personlige erfaring med træning og stævner?

For mig har det været utrolig vigtigt at have kørt mere end 180 km flere gange og at have svømmet mere end 3,8 km i et stræk, før jeg deltager i en ironman. Løb er min stærke side fra et udholdenhedsperspektiv, mens jeg i de andre discipliner er mere uprøvet, så rent psykisk ved jeg, at det er vigtigt for mig inden starten af en ironman, at JEG KAN.

Hvis man, som mig, godt kan lide at træne alene, så er det utrolig vigtigt med en træner/coach, så du træner rigtigt. Der skal ikke så meget til, før at du går forkert til opgaven,og kommer ud på et sidespor.
Det sidste råd er vel, at tænke mere langsigtet.

Med så store investeringer så havde jeg forinden virkelig tænkt over dette projekt. Hvis det bare var for at bevise, at jeg kan gennemføre en ironman, så ville jeg ikke fortsætte. Men da jeg elsker at træne  og finder triathlon så alsidig, at jeg kan prøve flere discipliner med alt det udstyr,  jeg har købt de næste mange år:  marathon, trailløb, sprint triathlon, olympisk distance, duathlon, La Marmotte, Paris-Roubaix for amatører osv.

Happy training!

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.