Interview med Niels Høg Henriksen

I OOB Coaching træner løbere, triathleter og cykelryttere.
Ens for alle er ønsket om personlig forbedring og udvikling

En af vores atleter er Niels Høg Henriksen. Niels løber ultraløb – 24 timers løb. Det kan lyde vanvittigt, men hvis du læser med, vil du sikkert blive klogere på, hvorfor der måske ikke er så stor forskel på at løbe 24 timer eller andre distancer.

Hvordan begyndte du med målrettet træning? Har du altid været atlet?

Det var pga. overvægt og nærmest fysisk sløvhed, jeg spillede kun lidt tennis og skak til husbehov.
Jeg startede lidt løb efter en juleaften, hvor min far inviterede mig til Kina for at løbe Great Wall Half Marathon. Da vi ankom i Kina, ændrede jeg det til 1/1 maraton, som jeg gennemførte lige til øllet. Derefter løb jeg mere og mere, løb nogle maratoner i den tunge halvdel og kunne stadig have problemer med at følge en 4:30-gruppe. Derfor satte jeg mig for altid at kunne løbe med smil og overskud i de hurtigste grupper.

Hvad er vigtigt for dig, når du træner og er til konkurrencer? Hvad sætter du størst pris på?

– Det er at kunne se omridset af fremgang, at kunne mærke fremgangen i kroppen, ikke kun i benene, men også mentalt og i resten af kroppen.

Hvorfor træner du med OOB Coaching?

– Fordi jeg vil være blandt de bedste ultraløbere, og det kræver – i min optik og for mig – sparring med en træner, som har befundet sig i spidsen af konkurrencer, det har jeg nemlig aldrig selv. Så den fysik, erfaring, ro og selvtillid skal bygges roligt op sammen med en træner, der har et klart mål – og endnu vigtigere – ved, hvordan vi kommer tilfredsstillende i mål.

Hvad træner du hen imod i øjeblikket?

DM 24-timersløb på Bornholm den 24. maj, hvor jeg stiller op for min cool klub og sponsor, Tejn IF / Team Kaiser Sport.

Hvad er den bedste oplevelse du har haft med træning og at deltage i stævner?

Den bedste raceoplevelse var at sidde på en stol midt på løbebanen i Århus Indoor 24H – godt udkørt- for at ringe til Aleksandar (OOB-træner) og fortælle, at kravet til landsholdet på 210 km var klaret (januar 2013).

Hvilke tre råd er de bedste, du kan give videre til andre fra din personlige erfaring med træning og stævner?

– Hav altid fokus på det enkelte træningspas og stol på, at det er planlagt, så det bringer dig i retning af det kommende træningspas.

– Kom med ærlige tilbagemeldinger til din træner, så han altid er opdateret med info om dig, så du dermed får den mest optimale træning planlagt.

– Du skal ville. Du skal virkelig ville! Ellers glem det 🙂

Billedet viser Niels Høg Henriksen og manden der gav ham inspiration til at begynde med ultraløb – Jesper Kenn Olsen.

Happy training!

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.