INTERVIEW MED THOMAS GRANDJEAN-THOMSEN

Thomas Grandjean-Thomsen havde spillet fodbold hele sit liv og havde nok aldrig løbet længere end 10 km. I 2012 var han ude for en faldulykke, endte med et par dage i koma, en del frakturer på kraniet, to hjerneblødninger og en ødelagt milt. Han kom dog hurtigt tilbage, men havde pådraget sig en skade på en synsnerve, hvilket betød et stop for fodbolden. Tri-verden viste sig dog at være vejen frem for Thomas.

Hvordan begyndte du med målrettet træning? Har du altid været atlet?

Jeg havde en god kammerat, som fik lokket mig med ud at løbe, og seks måneder efter uheldet løb jeg mit første halvmaraton. “Skovmaren” i Hillerød lå præcis otte måneder, efter jeg havde ligget i koma, hvilket jeg satte mig som mål – og gennemførte. Alt var fint. Samme vinter begyndte jeg at svømme, og i 2013 kørte jeg GoEpic ½ Ironman og havde en fantastisk oplevelse, samtidig med at jeg satte en fin tid. Så mit lille uheld førte trods alt noget godt med sig.

Hvorfor træner du med OOB Life?

Jeg havde behov for at få mere struktur på min træning, da jeg havde svært ved at finde overskud og motivation til at gennemføre meningsfuld træning, samtidig med at det gav resultater. Gennem flere af mine tri-venner i PlayGroundTriathlon har jeg hørt meget godt om OOB Life, så jeg tænkte, at jeg skulle give det et skud. Den platform, kombineret med sparring med trænere, giver en unik mulighed for at have mere overskud i hverdagen, samtidig med at jeg rykker mig frem mod mine mål.

Hvad træner du hen imod i øjeblikket?

Årets store mål er 70.3 VM i Australien til september. Her er både jeg selv og min kæreste kvalificeret, så det skal nok gå hen og blive en rigtig god tur. Samtidig har jeg virkelig bokset med diverse løbeskader de sidste par år, så det er klart et mål at få det op at køre, så jeg rent faktisk kan sætte nogle fornuftige løbetider i år.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med træning og af at deltage i stævner?

Det er lige før, jeg vil sige, at jeg dagligt har “den bedste oplevelse”. Inden jeg gik i gang med at træne målrettet i 2012, ville jeg have rystet på hovedet og grinet af dig, hvis du havde foreslået jeg skulle løbe ironman, maraton eller halvmaraton for den sags skyld. Men mit første maraton i 2012, første ½ IM i 2013 og IM i 2014 er naturligvis noget, der hver især betyder noget stort for mig på sin helt egen måde.

Hvilke tre råd er de bedste, du kan give videre til andre fra din personlige erfaring med træning og stævner?

Det skal være sjovt. De løb, hvor jeg har lavet de bedste resultater, har faktisk været de løb, hvor jeg har haft fokus på at få en god oplevelse – frem for at køre mig selv helt i kælderen.

Så er der klassikeren “lyt til kroppen”. Spring hellere et træningspas over end at gennemføre et, hvor benene er rasende på dig.

Det tredje råd hænger nok lidt sammen med det første. Her der det bare, at livet uden for træningen skal være sjovt. Jeg mener virkelig ikke, du kan præstere på den ene eller anden måde, hvis tingene ikke hænger sammen.

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.