Marc Winther Kristensen om at gennemføre sin anden Ironman

Marc Winther Kristensen er en af de mange OOB’ere som for nogle uger siden kørte KMD IRONMAN Copenhagen. Han kørte sin anden Ironman og vi har stillet ham lidt spørgsmål omkring forberedelser og selve dagen. Du kan læse mange flere interviews med OOB’ere lige her.

Svøm: 1:27:20
Cykling: 4:55:36
Løb: 3:28:14
Samlet: 9:58:43

Lad os starte med lidt om dig: Hvor gammel er du, hvor holder du til henne, familie, arbejde etc.

Jeg er 31 år og bosat i Valby sammen med min kæreste som jeg har været sammen med i snart 5 år. Til dagligt arbejder jeg som projektleder og produkt ejer hos en svensk virksomhed der hedder DreamHack, der afvikler events inden for gaming og esports industrien. I dagligdagen med hjemmearbejdsplads, men arbejdet indebærer også en masse rejser, både til hovedsædet i Stockholm og til vores 11 events rundt omkring i verden, hvilket til dags dato har betydet 47 fly segmenter.

Hvor længe har du kørt tri?

Tilbage i 2014 gav jeg mig i kast med 4:18:4 i Helsingør, for at finde ud af hvad det der triathlon var for noget. Jeg vidste jeg var en god løber, jeg vidste jeg kunne cykle men måtte ud og låne en cykel til dagen, og det der svømning, det blev i bar kasse og brystsvømning hele vejen. Jeg havde set flere bekendte give sig i kast med en halv ironman og det var min introduktion til sporten. Det satte skub i tingene, jeg fik blod på tanden for mere og året efter kørte jeg både IRONMAN 70.3 Helsingør og Aarhus. Efterfølgende har jeg haft fokus på den halve distance indtil 2017 sæsonen.

Hvornår startede du med OOB life?

Efter opstart sæsonen i 2015, og et 2016 hvor jeg selvtrænede, manglede jeg sparring, struktur samt mere vejledning for at få det hele til at gå op i en højere enhed, og reelt set få noget ud af min træning, i stedet for en omgangs leverpostejs træning uden formål eller bagtanke. Jeg havde tidligere brugt OOB platformen gennem min opstarts sæson i 2015 hos fitnessdk, og gennem mit træningsfællesskab PlayGroundTriathlon kendte jeg flere der enten havde anvendt eller fortsat brugte OOB til at få den fornødne sparring og struktur for at rykke niveauet. Så i Marts 2017 tilmelder jeg mig og har siden haft Vicenç Castellà som træner, med min første dans med KMD IRONMAN Copenhagen 2017 som hovedmålet.

Fortæl om dine forberedelser til KMD IRONMAN Copenhagen 2018 (udfordringer, hvad du havde regnet med af mål etc.)

Anderledes fra forudsætningerne til 2017 var at jeg holder skruen i vandet med træningen over hele efteråret og vinteren, hvilket virkelig har givet pote. Grænsen til vanvid var dog nær efter mange timer på hometrainer og køre rundt i den virtuelle Zwift-verdenen, men om ikke det har givet lidt mental styrke der kunne drages fordel af senere hen.

Foråret byder vanen tro på en træningslejr på Mallorca sammen med PlayGroundTriathlon hos NextLevelCamp, hvilket virkelig kan anbefales, specielt når vejret hjemme i Danmark fortsat er sne og slud. Allerede her viser formen sig, jeg føler mig langt stærkere end sidste år, og det ses på det watt og de tider jeg kan sammenligne med fra turen året før.

Processen herfra og op til 19. August indbærer en masse rejse med arbejdet, hvilket gør det svært at få trænet helt så meget som jeg gerne vil, men har fokus på at få det bedste ud af den tid jeg har på hænderne. Første test ligger ved IRONMAN 70.3 i Helsingør, hvor jeg kører 4:46:57, små 45 minutter hurtigere end i 2016, på en dag hvor næsten alt fungerer. Efterfølgende går turen til IRONMAN 70.3 i Jönköping, alt spiller lige ind til løbet hvor jeg har maveproblemer og må slås med følelsen af opkast igennem et halvmarathon. Det var lidt spørgsmålstegn op til 19. August, hvad gik galt og hvad skal der arbejdes med.

To uger før, hvor alt har flasket sig, formen er der og alt spiller, løber jeg ind i hvad vi til dags dato antager var en overbelastning i og omkring knæet. Det var et stort mentalt spørgsmålstegn fra min side om jeg kunne køre 19. August og slog mig ret så meget ud mentalt. Med hjælp fra behandler, lidt ro, samt snakke med Vicenç, klubkammerater m.m., samt et par små korte ture op til blev det bedre, men alt var ikke som det skulle være.

Hvad var dit eget mål for IM CPH 2018?

Til trods for der ikke bliver nævnt meget i ovenstående omkring det, så skal der ikke ligge nogen tvivl om at jeg fortsat er en elendig svømmer og faktum var at jeg ikke havde lagt fokus på at blive blive bedre. Jeg vidste at løb og cykle var langt bedre end året før, hvor jeg kørte min første fulde ironman på 10:34:27, og jeg havde en forhåbning om at komme op og snuse til de 10 timer, men jeg vidste at svømningen ville være en forhindring i at nå det mål, derfor havde jeg sat et mål der hed 10:15, med en drøm om at gå under de 10 timer.

Fortæl os om din dag?

Efter et varmt bad, en god kop espresso og lidt morgenmad, går turen mod Amager. Jeg finder langt mere ro i år, nu hvor jeg har prøvet det før. Alt var pakket ned til mindste detalje og jeg havde gennemgået alt der skulle ske flere gange og brugt min tjekliste minutiøst. Efter at have ønske godt race til mine klubkammerater, gør jeg mig færdig og stiller mig i sidste start bølge til svømningen.

Jeg ved at svømningen er min svageste disciplin, men jeg ved også hvordan jeg skal takle den. Jeg vil gerne ligge for mig selv og komme ind i min egen rytme og ikke blive slået ud af andre der er omkring med. At jeg ikke har et par fødder at ligge bag er jeg indforstået med og det “tab” er jeg helt ok med. Finder ret hurtigt en god rytme, med fokus på vejrtrækningen og at navigere. Jeg ved hvad min tid fra sidste år var og det er den tid jeg går efter, alt under er bonus. Da jeg kommer op af vandet kan jeg konstatere at jeg har fundet lidt over 6 minutter på ruten, og herfra ved jeg at hvis jeg holder mig til den plan jeg har lagt sammen med Vicenç, så har jeg gode odds for at komme tæt på de 10 timer.

T1 og ud på cyklen går som det skal, jeg finder hurtigt ind i min rytme med ~100 i kadence og ligger på det watt tal vi har aftalt. I og med min svømning er langsom, skal jeg bruge hele første omgang på at overhale, hvilket til tider kan være lidt hårdt at trække forbi nogle større grupper. På anden runde kan jeg mærke en smule træthed melder sig og at mit watt tal jeg skulle ligge på ikke helt kan lade sig gøre uden jeg brænder nogle tændstikker. Jeg køre på føling hele anden omgang, men ikke meget under hvad jeg kørte de første 90 km på, med et fuldt marathon i baghovedet.

Da jeg stiller cyklen og kan konstatere at jeg har barberet godt 20 minutter af sidste års tid, ved jeg at mit mål om at køre under 10 timer er indenfor rækkevidde. Det største spørgsmålstegn er dog, hvordan har knæet det? Jeg bruger lidt ekstra tid i T2 i forhold til hvad jeg plejer, for at falde lidt ned og jeg kan mærke jeg alligevel har kørt godt til på cyklen. Turen op af rampen fra parkeringskælderen er nervepirrende, jeg mærker efter om der kommer nogle jag eller smerter fra knæet, men intet at mærke umiddelbart så jeg ligger mig ud i et tempo der ligger en smule hurtigere end sidste år, men som jeg ved jeg kan holde.

Det er en fest at nå ned til PlayGroundTriathlon hotspot ved Slotsholmsgade. Jeg har glædet mig til at se min klubkammerater, venner og familie, og de vinder uden tvivl prisen som bedste cheering squad, for de formår at sætte ild til Københavns gader og det er jeg sikker på andre atleter på ruten har nydt godt af også. Jeg har valgt at bryde ruten op i to stykker per omgang, at nå til hotspot og ud til vendepunkt ved langelinje, så alle stykker bliver ca. 5 km, i stedet for at fokusere på den samlede distance.

Et sted mellem km 15 og 20 melder knæ smerterne sig, i form af at jeg kan mærke hvor en lille smerte er lokaliseret, men at de ikke er den samme som jeg har mærket tidligere og den er til at arbejde med. Lidt krise mellem km 25 og 30, men har fokus på at få godt med cola indenbords og tage mig tid til at gå igennem depoterne. Jeg kan se mit tempo er faldende derefter og jeg kan ikke finde ud af om det sub 10 mål er realistisk længere. Mit ur driller lidt ift hvor langt jeg egentlig er, men på sidste omgang kan jeg konstatere at det er realistisk hvis jeg lige kan finde lidt mere tempo. De sidste par km er ikke sjove og der må graves ekstra dybt og det gør virkelig ondt. På ofelia plads kommer forløsningen, jeg er glad, overvældet og rundt på gulvet oven på en lang og hård dag. 9:58:43 siger tiden og jeg kan komme med et lille brøl da jeg krydser stregen, hvorefter det står et par klubkammerater og tager i mod mig og deler momentet med mig, hvilket virkelig var guld værd.

Efter at have sundet mig lidt, og kommet ned på jorden igen, kan jeg realisere den drøm jeg havde allerede sidste år da jeg kom i mål. Der blev arbejdet hårdt for det i løbet af de sidste mange måneder, måske lige med undtagelse af svømningen, at ende med at forbedre alle discipliner og over 35 minutter samlet, samt at forbedre det afsluttende marathon med over 8 minutter, havde jeg slet ikke kunne håbe på da jeg hoppede i vandet kl 7.50. Tålmodigheden betalte sig, også selvom der blev satset lidt på løbet, i og med jeg troede på min form og min kunden.

Hvad er næste mål?

Lige nu nyder jeg et afbræk fra alt hvad der hedder træning, men stadig fokus på at røre mig, men ingen struktur eller program der bliver fulgt. 2018 går på hæld i forhold til tri, jeg har ikke mere jeg skal i år, så jeg begynder så småt at kigge på 2019 og hvad jeg kunne tænke mig at give mig i kast med der. Med de få gange i vandet i år, kontra sidste år, ved jeg at hvis jeg blot vil bruge lidt mere tid på teknik, med hjælp udefra, samt at komme mere i vandet, så er der masse af hente på svømningen.

Derudover har jeg ingen plan for stævner endnu, arbejde, privatliv m.m. skal der lidt mere afklaring på før jeg vil give mig i kaste og tilmelde mig, men mon ikke jeg ender med at køre et par halve igen, og så kan jeg pt. kun se mig selv køre en fuld ironman i København.

Hvis der var nogle tilskuere i søndags som har fået blod på tanden og overvejer at tilmelde sig næste år, har du så nogle tips og råd du vil give videre?

Nu kender jeg efterhånden et par stykke der har fået blod på tanden ved at være med ude og kigge, så jeg kan kun sige: spring ud i det, det er en spændende process og rejse, om det så er en 4:18:4 man starter med eller giver sig i kast med den fulde distance. Man lærer en masse om sig selv, sine begrænsninger Jeg har lært mig at tålmodighed betaler sig i triathlon, og tålmodighed er ellers ikke det jeg har det bedst med, men der er bare ikke noget der kommer på den korte bane, ting tager tid og det vil ikke altid gå din vej.

Fotograf: Jesper Grønnemark

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Nikolaj
Nikolaj er marketingchef hos OOB life. Nikolaj har selv brugt OOB life til at træne op til Ironman, marathon og ultraløb. Hos OOB life har Nikolaj ansvaret for at vi får spredt god træning ud til så mange som muligt.