Hvordan forbereder man verdens hårdeste Ironman, når man er familiefar – Interview med Christian Ridler

august 4, 2017

Af:Thomas Rohde

Kategori: Triathlon

Norseman er en Ironman distance triathlon i fjordlandet i det vestlige Norge.
Stævnet er kendt som verdens absolut hårdeste Ironman distance stævne, pga. den hårde og kolde svømmetur samt de mange højdemeter på cykler.

Flere OOB’ere står I år til start søndag den 6. august, bl.a. Christian Ridler, som her fortæller om stævnet og sin stærke forberedelse

Hej Christian – du står foran det, der er kendt som verdens hårdeste Ironman. Fortæl kortet om stævnet!

Det er nok mest kendt for sit spektakulære start, hvor en bilfærge sejler deltagerne 3,8 kilometer ud i Hardangerfjorden og man hopper i den kolde fjord fra bildækket kl 5 om morgenen, når starten går.

Efter svømmeturen ind til Eidfjord, venter bjergene i Hardangervidda nationalparken.  3.000+ højdemeter inden der afsluttes med 25 km flad løberute og 17 km stigning op mod de 1.800 m.o.h på Gaustatoppen, hvor målet ligger. Norseman er en punkt til punkt rute og ruten er ikke afspærret. Du står selv for at skaffe et hold, der kan følge dig i bil og sørge for forplejning undervejs.

Kun de 160 første ud af cirka 250 deltagere får lov til at fortsætte hele vejen til Gaustatoppen, mens de øvrige slutter (sidste 10 km) på en lavereliggende løberute. Er man blandt de første, forlader man vejen de sidste 5 km og vandrer/klatrer det sidste stykke mod Gaustatoppen.

Hvad motiverer dig til at vælge netop dette meget hårde stævne?

Jeg har dyrket tri siden 2011 og startede fordi jeg var fascineret af elementet med at skulle udføre flere discipliner i streg.
Jeg snakkede om det med en ven, der har norsk familie og han foreslog at det ultimative mål måtte være Norseman. Dengang tænkte jeg det var helt uopnåeligt og udenfor min rækkevidde. Men efter nogle år i sporten ser jeg frem til at prøve kræfter med tri på en anderledes måde.
I Norseman kæmper man både mod kulde, skiftende vejr og højdemeterne.

Foruden at du selv skal planlægge alt support undervejs.Der der kun 250 atleter der får plads på Norseman hvert år, så efterspørgslen er høj. Jeg mener at der var over 5.000 ansøgere fra 70 lande til årets løb.

Tidligere valgte løbsarrangørerne deltagerne baseret på meritter. Dette blev ændret til lodtrækning for et par år tilbage. Nu køber man et lod i oktober til 90 kr og disse penge donerer arrangørerne til Læger Uden Grænser. Så krydser man blot fingre for at blive trukket ud. Som udenlandsk mand er chancen for at få plads under 5%.

Jeg har “smidt mit navn i hatten” i 2015 og 2016 og egentligt ikke rigtigt forventet at blive trukket ud. Jeg blev vildt overrasket, da jeg modtog mailen om at have fået plads.
Nu stod jeg uden egentlig plan og samtidigt følte jeg ikke jeg kunne lade denne mulighed gå forbi.

Hvad er din målsætning og hvordan arbejder du i det daglige med dette?

Det primære mål er at gennemføre denne prøvelse.  Jeg håber naturligvis at være blandt de 160 bedste, så jeg kan få lov til at afslutte på Gaustatoppen. Da jeg fik besked om at jeg havde plads på Norseman, kontaktede jeg Aleksandar for at høre, om OOB life havde erfaring med dette. Og kunne hjælpe mig med mit mål.

Jeg trænede med OOB life frem mod mit Ironman i København i 2014 med gode resultater, selvom jeg kom sent i gang.
Det skaber en dejlig ro omkring min træning at få et dagligt program. At have følelsen af at nogle holder øje med, at jeg træner det jeg skal. Og kan give mig sparring løbende.

Hvordan føler du at OOB life hjælper på vej mod at nå disse mål ?

Sidst jeg trænede mod en Ironman distance havde jeg ikke børn. Nu har jeg 2. Det har om noget ændret spillet. Både med hensyn til planlægning af træning og få nok søvn til at restituere. Jeg har løst dette sammen med min OOB life træner, så vi får indpasset træning til min hverdag.

Samtidigt har jeg investeret i en Wahoo Kickr. Så kan jeg træne efter putning af børnene og bedre lave målrettet watt-træning.
Det er vigtigt at tænke familien først. Ellers fører det bare til unødige konflikter som bliver et ekstra stresselement i din træning.
OOB life har trænet flere atleter som har lavet stævnet tidligere og kan hjælpe mig med at lave en god plan for race day.

Har du et “race mantra” som du tænker på undervejs på så hårdt et stævne ?

Jeg har ikke et decideret mantra, men prøver at finde glæde i træningen og nyde de fremskridt jeg oplever.
Løbet er trods alt under én dag, så jeg tror nøglen ligger i at finde ligeså meget glæde i rejsen som i målet selv.
Jeg kan også godt lige at visualisere mig selv på race day, som del af træningen. Så giver det hele pludselig mere mening. Og så er det jo svært ikke at nyde at man får set store dele af Sjælland og hvordan landskabet udvikler sig fra forår over sommer, når man sidder mange timer i cyklen udenfor 🙂

Tak for din tid, Christian. Vi ønsker dig og alle andre deltagere en god dag i Norge og følger jeg naturligvis i løbet af dagen. Godspeed herfra!!