IRONMAN CYKLING III – IRONMAN COPENHAGEN RUTEN

august 16, 2016

Af:oob

Kategori: Triathlon

13412138_10153632355371596_660771891259484969_o

Cykelruten til KMD Ironman Copenhagen er nok ikke den hårdeste blandt de mange jernmandsstævner verden over, men den er flot, varieret, sikker – og man keder sig aldrig.
Her er lidt gode tips til, hvordan du kan konfrontere de enkelte strækninger og udfordringer på ruten.

Amager og gennem København

Ud af T1 og du vil oftest have medvind på de første km. Husk som vi skrev om i denne blog at du skal søge at få pulsen ned omkring din målintensitet og ikke forcere for meget her. Asfalten er rimelig på Amager, men i København og udover Østerbro er ruten plaget at meget vejarbejde og lappede veje, hvor du kan risikere at tabe flasker og andet gear fra cyklen. Ruten er lidt teknisk ude omkring Kastellet, hvor man skal over en bro, så forcer ikke for meget her, men kom sikkert igennem.

Strandvejen

Her åbner ruten jo virkelig op, er flot med udsigt over Øresund og der er igen ofte (men ikke altid) medvind. Man fristes til at give los og her vil du sikkert opleve mange der brænder sig godt ud og kører noget over evne. Find din målintensitet i puls eller watt og lig dig godt til rette i aero-position og nyd disse kilometer. Der er en virkelig god aid-station ude ved Bellevue. Så tank op hvis du har mistet noget eller du er flad på energi (anden runde).

Vestpå over Nordsjælland

Lige før Humlebæk drejer ruten vestpå ud på landet og ind i et terræn med rullende bakker, som er noget mere teknisk også her og der. Der kan være modvind her og det kan virke som et noget mere udfordrende stykke af ruten, særligt på anden runde. Men den er også flot og inspirerende, Danmark når det er smukkest (og når det ikke regner). Asfalten er ikke så god alle steder på dette stykke og dette, sammen med de mange små bakker og evt vind, kan have en negativ effekt på din gennemsnitsfart. Men igen, hold dig hellere til din målintensitet end gennemsnitsfart, ellers vil du muligvis få problemer senere i stævnet.

Nyd istedet de lokales hep, nogle fra deres opstillede morgenbord med flag og gammel dansk – husk at smile tilbage! Igen er der en super god aid station ude omkring 55 og 130 km, dog med lidt mindre plads, så pas på atleter der kører langsomt her og undlad at stoppe næsten helt op for at tage energi.

Kongevejen

En knap så skøn del af ruten, tilbage mod Hellerup, men dog med et par opmuntrende elementer undervejs. Særligt Geels Bakke som du kommer til i Holte efter en nedkørsel fra Birkerød. Siden første gang stævnet blev afholdt, har Geels Bakke jo udviklet sig til en fest af rang, der tangere de “Heartbreak Hills” man ser i Roth og Frankfurt. Husk ikke at bliver grebet for meget af stemningen, smil til hepperne, træd ikke for hårdt og husk det gode energi-depot på toppen. Derfra er det nedad mod Lyngby og så mod Hellerup!

I Hellerup er der også mange der holder en god heppefest. Husk at finde den rette afkørsel når du rammer Strandvejen igen. På første runde er det jo op af Strandvejen igen og på anden runde, tilbage mod hovedstaden.

Tilbage til København og T2

Det sidste stykke tilbage over Østerbro er igen ramt af skidt asfalt. Men det er relativt hurtigt overstået og der er flot hep det meste af vejen. Inden længe er du ved Kastellet igen og ind mod T2 lige ved Nationalbanken. Der vil du blive mødt af en menneskefest, der nok ikke findes større i Ironman-regi. Op mod 120.000 tilskuere venter dig på løberuten og larmen fra dette er infernalsk og smuk.  Glæd dig, 42.2 km fantastisk løb ligger foran dig.

Husk hvad Jørgen Leth sagde som optakt til den første version af dette stævne:

“You must dig deep and when you dig deep, you can be lucky to find gold. This is not a tea-party” 

Happy Racing!